Tre gode råd til politikere (og andre offentlige personer) på Twitter

Mikrobloggingtjenesten Twitter er ved at få sit store gennembrud i Danmark. Det betyder, at flere offentlige personer og organisationer også begynder at have en tilstedeværelse på Twitter, ligesom mange allerede har det for eksempel på Facebook.

For politikere er Twitter en oplagt mulighed for at holde sig i kontakt med deres vælgere, men det er nemt at komme til at tænke på mikrobloggingtjenesten som bare endnu en måde at sende beskeder ud -- uden at lytte.

Så her kommer tre hurtige råd til politikere og andre offentlige personer, som vil prøve at udnytte de unikke muligheder, Twitter giver:

1. Følg andre og deltag i debatten
Twitter giver dig mulighed for hurtigt at sende beskeder ud i dit netværk om hvad du beskæftiger dig med lige nu. Men Twitter kan bruges til meget mere end det. Når nogen følger dig, så følg dem tilbage. Det giver dig mulighed for at følge med i, hvad dit netværk interesserer sig for lige nu, hvilket kan være en god kilde til inspiration. Og hvis nogen skriver noget interessant på Twitter, så skriv et svar. Det viser, at du er tilstede, hører efter og har mod på at deltage i debatten.

2. Stil spørgsmål og svar
Vær ikke bange for at spørge dit Twitter-netværk til råds. Folk elsker at svare hvis de bliver stillet spørgsmål, og måske vil du blive overrasket over at finde nogen, som er ekspert på netop det område, du vil vide noget om. Omvendt skal du selvfølgelig også svare, hvis der er nogen, som spørger til noget, du ved noget om. Husk: Deltagelse er nøgleordet!

3. Undgå autoposts
Der findes flere tjenester, som lader dig importere RSS feeds ind i Twitter. På den måde kan du automatisk sende en besked på Twitter, når du f.eks. skriver et nyt blogindlæg. Smart, ikke? Nej! Hvis du vil opdatere dit Twitter-netværk om, at du har skrevet på din blog, uploadet billeder til Flickr, video til YouTube eller hvad det nu kunne være, så skriv en besked. Det virker langt mere personligt og troværdigt end endnu en autopost.

Hvad kan danske politikere og andre offentlige personer bruge Twitter til? Har du erfaringer med nogen, som har gjort det rigtig godt?


Skrevet af Mikkel Marius Winther den 5. februar 2009 under Kommunikation, netværk



Kommentarer


Skrevet af Lars Damgaard Nielsen den 5. februar 2009 kl. 14:32

Hej Mikkel

God gennemgang - men jeg er ikke enig i din kommentar omkring autopost. Det kommer an på, hvordan du bruger det. F.eks. det tweet du lavede omkring dette indlæg kunne lige så godt være lavet af en robot:

"Ny blog post: 3 gode råd til politikere (og andre offentlige personer) på Twitter: http://tinyurl.com/be6jnb"

Det indeholder ikke noget ny info - og derfor kan jeg ikke se man som blogger ikke lige så godt kan lave det automatisk når jeg opdatere min blog (der bruger jeg det nemlig ;-))

En anden situation er, når jeg en gang i mellem deler links på twitter. Når jeg alligevel er igang med at tagge noget på delicious, og tænker et kan være spændende for nogle på twitter, så bruger jeg et bestemt tag, så lige netop det link ryger ud på twitter. Alternativet ville være jeg ikke ville dele linket på twitter.

Jeg kan godt se, hvis du spammer alle dine links fra delicious og uploads på flicker automatisk over på twitter, at det så bliver det for meget larm.

Hvis man bruger det rigtigt, mener jeg det er helt i orden :-D


Skrevet af Potter den 5. februar 2009 kl. 14:36

Gode pointer.

Men den vigtigste er, at Social Media platforme, så som Facebook, Twitter, Jaiku, en weblog, YouTube m. fl. bygger på det personlige. Det skal være oprigtigt og ægte - ellers giver det en negativ effekt.

Du er nød til at gå helhjertet ind i det - ellers må du lade være.

Derfor tror jeg også det er vigtigt, at du som politiker - eller anden offentlig person - afsætter tid til, at forstå platformen, kommunikationsformen, tonen, etikette osv... inden du kaster dig ud i det.

Men Mikkel - tror du nu Twitter er den oplagte platform for politikere i Danmark? Jeg ville nok vælge at gå derhen hvor målgruppen allerede er... og det er nok ikke Twitter.


Skrevet af Potter den 5. februar 2009 kl. 14:50

@lars Jeg ville ikke turde autoposte. Der er stor forskel på de forskellgie platforme - og målgrupper.

De få jeg har unfollowed i Twitter, er dem der laver for meget støj. Det er der risiko for, når man autoposter.

Nope - så brug mediet i stedet. F.eks. når du Twitter om et nyt blogindlæg du har begået. Her kan du bruge Twitter til at tease på blogindlægget - frem for en:

"Se nyt blogindlæg på www.wemind.dk"

kunne du tease på

"Hvad kan en politker med 140?"


Skrevet af Mikkel Marius Winther den 5. februar 2009 kl. 14:57

Tak for jeres kommentarer.

Lars: Du har ret i, at autoposting måske godt KAN være okay, hvis man bare holder det til et absolut minimum. Min personlige holdning er nu stadig, at den besked jeg manuelt skrev på Twitter om dette blogindlæg har mere værdi end en autopost om indlægget simpelthen fordi det viser, at jeg er til personligt tilstede på Twitter, og at jeg gerne vil dele indlægget med mit netværk. Jeg tror faktisk det handler om det, Potter kommer ind på i sin kommentar: Det skal være personligt og ægte, ellers kan det hurtigt få en negativ effekt.

Potter: Jeg tror du har fat i noget meget centralt: Det gælder om at forstå platformen og være til stede fordi man rent faktisk ønsker det, ikke bare fordi det er moderne at gøre lige nu.

Jeg mener, Twitter er et medie i vækst lige nu, og jeg tror den vækst vil fortsætte. Men det er klart, at det ikke nytter noget at satse udelukkende på de par tusinde danskere (eller hvor mange det nu er) der er på Twitter, hvis man vil i Folketinget. Men måske kunne man sende sine Twitter-beskeder til Facebook for på den måde at udnytte Twitters kultur og aktive netværk men samtidig få den brede dækning, som Facebook giver?


Skrevet af Lars Damgaard Nielsen den 5. februar 2009 kl. 15:26

@potter Jeg kan ikke se den store fare i at autoposte en gang om ugen eller mindre. Du ville til gengæld gå glip af det ene guld-link jeg lige fandt på nettet og gemte på delicious, hvis jeg ikke gjorde det ;-)

Og mht. til blogpost, så er det personligt et hjælpemiddel når det sker automatisk. En platform mindre at tænke på lige i den situation. Men igen: Hvis man autoposter flere gange om dagen forstår jeg godt du laver unfollow.

Som min mor en gang sagde: Der er ikke noget i vejen med Anders And, men der er noget i vejen med KUN Anders And ;-)


Skrevet af Søren Hugger Møller den 5. februar 2009 kl. 15:36

Auto-posting til Twitter er noget langhåret noget. Jeg kørte på et tidspunkt mit blogfeed gennem Twitterfeed, men det er jeg holdt op med. Til gengæld har jeg manuelt postet mange af de indlæg jeg har skrevet siden.

Jeg er enig med Lars i den betragtning at det er vigtigt hvad man skriver når man annoncere et nyt blogindlæg. Han nævner selv det Tweet du, Mikkel, skrev for an annoncere dette indlæg. For mig kunne det ligeså godt have været autogenereret, pga. opbygningen, og derfor virker det for mig ikke nødvendigvis mere "ægte". Hvis du havde skrevet noget i retning af "Jeg har blogget på Wemind om hvordan jeg mener at politikere kan bruge Twitter [link]", så havde det for mig virker mere "ægte", fordi det ikke bære præg af at være noget en robot ligeså godt kunne have skrevet.

Men, godt indlæg du har skrevet. Rigtig gode råd, og det bliver spændende at se om (og hvordan) Twitter bliver taget i brug blandt offentlige personer.


Skrevet af René den 5. februar 2009 kl. 17:20

Deltagelse, deltagelse, deltagelse. Alle de her deltagelsesråd, som vi er kommet med siden kommunikation blev mulig, er generelt set rigtig fine, men vi skal nok heller ikke bare kaste det efter alle til enhver tid. Jeg hylder også deltagelsen og samtalen, men det behøver ikke at betyde, at alle andre skal det samme for at få noget ud af de forskellige services. Det deltagelsescentrerede internet finder jeg supercool, men det betyder ikke, at alle behøver bruge de samme teknologier ens og deltagende.

I social media-verdenen kan især Twitter meget andet. Og man kan sagtens være populær selv om man ikke følger de tre ovenstående regler.

1. Følg andre og deltag i debatten
Eller lad være med at følge andre. Cultured Code (http://twitter.com/culturedcode) gør det ikke, men mere end 7.000 følger dem.

Hvis du følger andre, regner de med, at du læser en god del af, hvad de skriver. Men det behøver du ikke bruge din tid på, hvis du ikke gider. Simple as that. Hvis du har tid og lyst, så er alt selvfølgelig en snas bedre, men det er ikke nogen nødvendighed for at kunne udnytte nogle af Twitters muligheder.

2. Stil spørgsmål og svar
Ja, stil spørgsmål, hvis du mangler svar. Stil ikke spørgsmål for at stille spørgsmål. Det gælder i øvrigt også alle andre steder.

At svare på hvad som helst i netværket, man måtte have forstand på, er ikke altid nogen god løsning. I hvert fald ikke en nødvendig løsning. En vis Barack Obama (verdens mest populære politiker og Tweeter) gør det eksempelvis ikke. Se http://twitter.com/barackobama.

Jeg vil hellere råde folk til efter bedste beskub at svare på @brugernavn (direkte henvendelser) end at skulle svare folk i netværket, der skriver ud i det åbne rum. Det er nøjagtig samme råd som ved blogging: Besvar kommentarer til dine indlæg (og gerne trackbacks og pingbacks), men koncentrer dig ikke nødvendigvis om hele blogosfæren.

3. Undgå autoposts
En af de allermest populære Twitterbrugere er Michael Arrington på http://twitter.com/techcrunch (pt. ca. 60.000 følgesvende). Han bruger udelukkende autoposts.

Mange af os bruger ikke vore feedreadere særlig meget længere, men er stadig interesserede i at læse visse folks blogs. At blive notificeret på Twitter er helt klart en mulighed. Og så er den helt gratis og kræver kun 5 minutters opsætning.

Min regel nummer 1
Brug Twitter lige nøjagtig som din kommunikationsstrategi og dit energiniveau lægger op til.

En sådan er selvfølgelig meget nemmere at lave, hvis man kender de forskellige værktøjers muligheder. Det er dog ikke værktøjet, men brugerens behov, der bestemmer den bedste måde at bruge det på. Twitter var eksempelvis ikke tænkt som et samtaleværktøj, og selv om det netop er samtalen, der gør, at jeg bruger det, behøver det ikke gælde for alle.


Skrevet af Mikkel Marius Winther den 5. februar 2009 kl. 21:50

René, du bringer nogle rigtig gode pointer på banen. For selvfølgelig er der ingen faste regler for, hvordan man skal bruge Twitter -- eller noget som helst andet kommunikationsværktøj for den sags skyld.

Men selvom der ingen faste regler er, kan man jo godt give gode råd. Og så vidt jeg forstår dig, er vi trods alt enige om, at mere deltagelse fører til større udbytte af mediet. Men du har ret: Naturligvis skal man kun deltage så langt ens ressourcer rækker.


Skrevet af René den 6. februar 2009 kl. 07:00

Ja, vi er enige i, at jo flere måder man bruger mediet på, jo flere ting får man ud af det. Men hvis det er samtalen man vil, kan man sikkert få meget mere af slagsen i bedre kvalitet andre steder - men stadig udnytte de muligheder, der ligger i Twitter uden aktivt at opsøge samtalen der. Omdrejningspunktet er "For politikere er Twitter en oplagt mulighed for at holde sig i kontakt med deres vælgere, men det er nemt at komme til at tænke på mikrobloggingtjenesten som bare endnu en måde at sende beskeder ud -- uden at lytte."

Jeg er enig med dig i, at man skal råde politikere til at lytte - men også til, at de skal lytte hvor og når det giver mening. Og når de bliver tiltalt, selvfølgelig.

Og ja, selvfølgelig kan man give gode råd. Det er det, mange af os, der gider tænke over denne slags ting, lever af. Problemet med generelle råd er bare, at de er så ... erhh ... generelle, at de ofte kommer til at virke hæmmende og dogmatiske (dvs. jeg er sikker på, at du i en situation, hvor du skal rådgive en specifik politiker, måske nok vil skele til de tre ovenstående råd, men give vedkommende lige nøjagtig den rådgivning, som passer til ham eller hende).

I forhold til dine 3 råd, så skal der eksempelvis ses på ting som

  1. Vil du bruge Twitter til at få inspiration?
  2. Vil dit fokus på Twitter være af en art, der egner sig til at spørge andre til råds, eller skal du blot informere om politiske tiltag?
  3. Skriver du mindst lige så kløgtige ting et andet sted, og vil du hellere have længere og mere uddybende respons end 140 tegn?


Skrevet af Morten Blaabjerg den 17. marts 2009 kl. 13:18

Det er nogle gode råd, både de i indlægget og i nogle af kommentarerne, og også nogle interessante dillemma'er i fht. offentlighed og autenticitet og den slags. Hvis jeg skal tilføje et enkelt råd må det være ikke at holde sig tilbage og være bange for at begå "fejl", så jeg er uenig i at man skal kende mediet før man kaster sig ud i det. Det er ikke muligt. Den eneste måde, tror jeg, man kan lære at anvende en ny teknologi eller webtjeneste på, er at gøre det, også selvom man ikke fatter en meter (jeg fattede ikke en meter de første 3 måneder jeg brugte Twitter). At vise, at man ikke er ufejlbarlig er et meget menneskeligt træk, som jeg tror de fleste politikere vil vinde ved at turde vise. Men det er også risikabelt, fordi de konventionelle medier lurer på enhver mulighed for angreb og for at forvrænge et budskab.

Twitter er supergodt til at få kontakt med mennesker, man ikke kender i forvejen, fordi forbindelserne godt kan være meget overfladiske (men stadig værdifulde). Hvorimod jeg indtil fornylig har syntes at Facebook fungerede bedre i fht. familie og venner.

De Twitter brugere der nævnes som har mange followers er typisk brugere, som er meget kendte fra andre medier eller sammenhænge. Jeg tror der gælder meget forskellige strategier afhængigt af hvor stor social kapital man i forvejen har bygget op. Som mediekendt politiker vil der givetvis være en del social kapital at trække på og dermed potentiale for mange followers. Men hvis man gerne vil i kontakt med og tappe informationer fra nye forbindelser - så er det lige så hårdt arbejde som for mindre kendte profiler : Følg dem, man synes er interessante, og vær generøs med sin deltagelse, når den tilfører værdi til netværket. Stil spørgsmål der engagerer og afkræver svar, link generøst til interessante fund og ressourcer, osv. osv.


Skrevet af formatvorlageverdana8pt den 20. december 2009 kl. 21:14

acomplia :DD cialis 8DD xanax 088


Skrevet af DirtyBoard2 den 20. december 2009 kl. 22:10

valium =-( acomplia 0028


Skrevet af ressortweiss den 20. december 2009 kl. 22:10

acomplia %(( tramadol ywmkl



Sådan fungerer bloggen

På bloggen skriver vi om fænomener og strømninger, der interesserer os. Vi fokuserer især på de emner vi ved mest om, som er teknologi, forandring og innovation. Men vi skriver også for at blive klogere. Viden produceres bedst i fællesskab, så læg endelig en kommentar, hvis du har noget at sige.


    Vestergade 12A, 3 · 1456 København K · Tlf. 70 200 217 ·
In English